innviðrnafnorðkarlkyninn-viðrm., usually in pl. the ‘in-timber,’ timber for the ribs of a ship, Fms. i. 293, vii. 82, ix. 33, 447, Lv. 100, Ld. 326, Greg. 59, 60; innviðar tré, id., N. G. L. i. 100: cp. Gr. εντερόνεια, Lat. interamenta.