MÝKJA
sagnorð
ð, older form mýkva, Fms. x. 331, MS. 623. 32, Ó. H. 242; [mjúkr]:—to smooth, soften, Stj. 124, Fms. x. 288 (mýkþi); m. sik, to soften oneself, i. 97; m. hug e-s, Mar., Al. 5.
II. reflex. to be softened; mýkjask í orðum, Fms. ix. 446, Bs. ii. 185; mýkjask til e-s, Mork. 25; jarl tók henni heldr seint í fyrstu en mýktisk ræðan svá sem á leið, Orkn. 304; heldr þótti mér mýkjask skaplyndi hans áðr létti, Eg. 418:—recipr., mýkjumk vér til um rúmin, Eg. 759.